31. maj 2008

Nyt fra bestyrelsen og referat af den ekstraordinære generalforsamling

Siden sidst har bestyrelsen haft travlt med planlægningen af den forestående temadag om fælleskatalogen, og med at få en aftale i hus med Barbara Tillett (Library of Congress) omkring et arrangement om RDA senere i år. Arbejdet med den nye webside, www.fabita.dk, fortsætter.

I dette nummer af bladet tager vi endnu en gang Dansk Lokalhistorisk Base under kærlig behandling, denne gang med artikler fra Eva Stennicke og Søren Brunbech.

I forbindelse med bestyrelsesmødet d.3. december 2007 blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling. Formålet var, at få valgt et nyt bestyrelsesmedlem og en suppleant, hvad der også lykkedes. Vi er således fuldtallige igen.

Referat:

  1. Valg af dirigent: Bodil Dalgaard Møller blev valgt som dirigent.
  2. Valg af referent: Kate Toft Madsen blev valgt som referent.
  3. Dirigenten konstaterede at formalia vedr. indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling var overholdt. Formålet med generalforsamlingen var at afholde supplerende valg til bestyrelsen, og dirigenten konstaterede at kandidatopstillingerne af 2 kandidater var indløbet rettidigt.
  4. Præsentation af kandidaterne:
    a. Lene Østergaard, Skive Bibliotek
    b. Anne Serup, Vejle Bibliotekerne
  5. Der var ingen modkandidater. Anne er det nye medlem af bestyrelsen, og Lene suppleant. Dirigenten ønskede dem tillykke med valget.

Ref.: Kate Toft Madsen

Fokus på fremtidens fælleskatalog

Muligheder og ønsker til Danbib som arbejdsredskab

En temadag arrangeret af FABITA

Bibliotekarforbundets faggruppe vedrørende kataloger

Den 8. maj 2008 på Vejle Bibliotek
Kl. 10.00-16.00
Ankomst og kaffe kl. 9.30

Med oplæg om:
o Værktøjer i hverdagen til genbrug og katalogisering v/ Henriette Fog, Det. Kgl. Bibliotek, Københavns Universitetsbibliotek
o Værktøjer i hverdagen til søgning og lokalisering v/ Anne Kathrine Skibelund, Roskilde Bibliotekerne
o Udbuddet af poster i Danbib og bibliotek.dk v/ Bodil Wöhnert, Esbjerg Kommunes Biblioteker
o Dataindholdet i Danbib og bibliotek.dk v/ Bodil Dalgaard-Møller, DBC
o Drømmebasen – ønsker til Danbib som arbejdsredskab / oplæg v. Kurt Mathiesen, CBS

Temadagen er gratis for Fabitas medlemmer, 250 kr for Bibliotekarforbundets medlemmer, og 500 kr for andre. Morgenbrød, frokost og drikkevarer er inkluderet i prisen.

Tilmelding – også for ikke-BFere – via kalenderen på Bibliotekarforbundets hjemmeside: http.//www.bf.dk/dk/bf/kalender.htm

De lokalbibliografiske poster i Danbib:1

I efteråret 2007 blev 200.000 poster fra DLB gjort tilgængelige i DanBib. Dermed blev alle de gode lokalbibliografiske data, samlet af flittige kollegaer gennem årene, bragt længere frem i lyset til glæde for fortrinsvis bibliotekarerne. Næste helt oplagte skridt er selvfølgelig også at gøre dem direkte tilgængelige for en bredere kreds gennem bibliotek.dk.

Men hvor mange af vores kollegaer husker så at bruge DLB-posterne i publikumsarbejdet? I søgebilledet i Danbib skal man scrolle ned i bunden af boksen til baseafgrænsninger for at finde DLB – så den nye mulighed gemmer sig næsten for godt. Er man kommet så langt fungerer det dog udmærket at man bekvemt kan søge i hele DLB, i DLB + Standard og i de geografisk afgrænsede delbaser.Noget generende er det dog at man ryger ud af den valgte base og tilbage til hovedbasen hvis man på den fremfundne post klikker på et af emneordene.

Men det er klart at hvis jeg skal se på DLB-basen og dens indhold med mine gamle kritiske briller fra min tid som censor på Biblioteksskolen, så er der nogle ting der falder i øjnene. Det første er den uensartede geografiske dækning. Det ved vi alle der er forskellige historiske forklaringer på, og man kan vel håbe på at den nye synlighed kan være en motivation til at få fjernet nogle af de sorte huller. Der er også en påfaldende forskel på indekseringsdybden i de poster der bliver lagt ind, og her kunne man ønske sig at indeksørerne koordinerede og snakkede mere sammen.
Man kan også mere overordnet filosofere over, om det giver mening at have særlige lokalbibliografiske registreringer. Her bliver man heldigvis med den nye og mere bekvemme adgang bekræftet i, at man i DLB basen kan fremdrage meget materiale der ikke kun er til glæde for de traditionelle målgrupper af slægtsforskere og lokalhistorikere, men også kan bruges til de elever på mange niveauer der skal skrive opgaver der tager udgangspunkt i en lokal synsvinkel. Det kan være om byudvikling, miljøproblemer eller til de traditionelle historieopgaver.
Men det er nok en diskussion værd at finde ud af hvor snitfladen skal ligge mellem de lokale og de generelle registreringer. Det er dog også en temmelig kompliceret problemstilling der blandt meget andet handler om hvordan man mest hensigtsmæssigt udnytter de indekseringsresurser der ligger centralt og decentralt.

Jeg vil bekvemt undgå at gå ind i diskussionen og i stedet slutte med det fromme håb at ”nogen” sørger for at alle de gode og gedigne artikler der bliver publiceret i alle de lokalhistoriske foreningers forskellige slags skrifter kommer under bibliografisk kontrol, og at der bliver taget hånd om hele den lokale Impressa der i dag er overladt til (undskyld) ”tilfældige” lokale registreringer.

De lokalbibliografiske poster i Danbib: 2

I Helsingør har vi arbejdet med lokalbibliografi i rigtig mange år. Vi har været med fra starten i 1970’erne da man drømte om at der for hvert amt i Danmark skulle stå et bind på hylden fyldt med lokalbibliografiske henvisninger. Siden kom EDB’en, databaser, søgesystemer, faustnumre, felt 016 og en hel masse andet, som selvfølgelig er en meget stor fordel i formidlingen af det lokalhistoriske materiale. Så skidt med at der aldrig kom til at stå et par hyldemeter lokalbibliografier.
I Helsingør har vi 27.350 poster som dækker det tidligere Frederiksborg Amt, nu om stunder siger vi Lokalbibliografi for Nordsjælland. Bibliografien har de sidste mange år været finansieret i samarbejde med stort set alle biblioteker/kommuner i området.

Men indtil posterne blev søgbare i Danbib i eftersommeren 2007, har de ”kun” været søgbare via Helsingør Kommunes Bibliotekers hjemmeside, og selvom det har været naturligt for områdets biblioteker at linke til siden med posterne, er det jo ikke det samme som at være med i Danbib.
Den lokalbibliografiske base i DanBib åbnede i september 2007. Ved premieren lå der 200.000 poster, her et halvt år efter er vi oppe på 236.000 poster. Forud for afleveringen af posterne måtte flere af lokalbibliografiredaktørerne (mig selv inklusive) gennem et større arbejde. Andre end jeg havde poster, som var indskannede efter de trykte lokalbibliografier, konverteret fra gamle edb-systemer eller som af andre grunde ikke kunne accepteres i DanBib.

I Helsingør har afleveringen af posterne medført en professionalisering i det daglige arbejde. Jeg har katalogiseret i mange år, og i al den tid har posterne ”bare” ligget sammen med eller som nabo til beholdningsposterne i Helsingørs base. De ”rigtige” katalogisatorer har checket mine poster og sikret, at jeg brugte felterne korrekt, ikke manglede en oplagt henvisning og ikke totalt havde misforstået hensigten med DK5. Men alligevel, i alle årene har posterne jo ”bare” skullet spille sammen indbyrdes. Nu optræder de pludselig i en større sammenhæng og skal matche andre – evt. centralt katalogiserede -poster for at få tilknyttet bestil-funktionen.

Selvfølgelig adskiller lokalbibliografiposterne sig stadig jævnligt fra andre poster ved deres detaljerede noter og emneord, hvor sidstnævnte især har fokus på sted, tid og personer. Men bevidstheden om at posterne nu er langt mere synlige og at tilgængeligheden er langt større, bidrager til en professionalisering.

Der har heldigvis altid været opbakning til lokalbibliografien blandt ledelse og kolleger i Helsingør. Det har bl.a. betydet at bibliografien i dag har egen søgeside www.lokalbibliografi.dk. Den fortsatte udvikling på området: større synlighed, lettere tilgængelighed og efterfølgende større benyttelse, betyder at områdets biblioteker sandsynligvis også de kommende år vil være medfinansierende.
I Helsingør har lokalbibliografiernes indtog i Danbib også været en anledning til at holde et brush-up møde for områdets biblioteker.

I Nordsjælland er lokalbibliografien som sagt et samarbejdsprojekt mellem de fleste biblioteker i området, så den 31. januar var vi en halv snes bibliotekarer, som gennemgik www.lokalbibliografi.dk og ikke mindst søge- og bestilmulighederne i DLB basen i Danbib.
De fleste var vist enige om at det havde været smartere hvis DLB basen var en af de baser man kunne vælge ved at klikke ude til venstre i stedet for en mindre rulleboks nede til højre.
Til gengæld var der udelt tilfreds ved oplysningen om at der i udviklingsplanen for bibliotek.dk i 2008 står: ”I en række svar på høringen i november 2007 blev foreslået at alle de lokalbibliografiske poster, der nu er kommet med i Danbib, også gøres tilgængelige for slutbrugerne og således bliver søgbare i bibliotek.dk. Der gøres de nødvendige forberedelser til dette.” Dette skridt vil for alvor trække posterne frem til gavn for brugerne. Desuden håber jeg meget at det vil støtte bestræbelserne på at få gang i det lokalbibliografiske arbejde i de områder, hvor det ligger stille.

Sæt kryds i kalenderen

DBC inviterer til et arrangement fredag d. 21. november med Barbara Tillett om RDA. Fabita er faglig medarrangør. Men hvem er Barbara Tillett, og hvorfor er det interessant at høre på hvad netop hun har at fortælle?

Barbara Tillett er katalogansvarlig hos Library of Congress (LC). Hun har to særskilte kasketter på hos LC: chef for afdelingen for katalogiseringspolitik og support, og direktør for kontoret for det integrerede bibliotekssystem. Hun har været med til at indføre det integrerede bibliotekssystem hos LC, noget der først skete i 1999, og som omfattede træningen af over 3.000 medarbejdere, heriblandt 800 katalogisatorer.

Som katalogansvarlig på LC er Barbara født medlem af Joint Steering Committee for Development of RDA (JSC), som er det nye navn for Joint Steering Committee for Revision of AACR. JSC var ansvarlig for revisionen af de anglo-amerikanske katalogiseringsregler, og arbejder nu på hvad man forventer, bliver reglernes afløser: Ressource Description and Access (RDA).

Udover dette anglo-amerikanske forum, er Barbara Tillett medlem af diverse arbejdsgrupper i IFLAs sektion for bibliografisk kontrol, bl.a. som chair af IFLA Meeting on Experts on an International Cataloguing Code (IMEICC). Hun har været med til at udvikle FRBR modellen for IFLA, og er aktiv i arbejdet omkring internationale autoritetsfiler.

For mange vil Barbara Tillett dog mest være kendt for sit banebrydende arbejde om bibliografiske relationer, det som hun beskæftigede sig med i sin ph.d. afhandling.

Hun er således en person som er centralt placeret mht. at bestemme den udvikling katalogisering vil få i de kommende år. I et interview fra 2001 tilkendegav Barbara Tillett, at hun i sin karriere flere gange havde været heldig at søsætte initiativer, og det er hun vist stadigvæk i gang med.

* * *

Tillett, Barbara. 2001. Bibliographic relationships. I: Carol A. Bean and Rebecca Green (eds.) Relationships in the organization of knowledge (s.19-35). Dordrecht: Kluwer.

For mere om JSCs arbejde med RDA, se deres hjemmeside
http://www.collectionscanada.ca/jsc/index.html

Se også artiklen i Fabita 2007:2 “RDA–hvad, hvorfor, hvornår, og hvad med os?” af Bodil Dalgaard-Møller, Hanne Hørl Hansen og Susanne Thorborg.

Årsregnskab

Se årsregnskabet i pdf